03 jul

Words

Sommeren er her! (læs: regnvejr og mudder, solstik og afslapning).  Mange er på vej på ferie lige nu, mens andre drømmer om at kunne tage afsted.

Jeg er lige kommet hjem fra en skøn tur til England. Fem byer på syv dage; der var tryk på. Jeg tror jeg nu har en anelse om, hvordan det føles at være rockstjerne på turne. Det må nok være Rolling Stones, jeg kan relatere til. På den anden side, så har de nok lidt mere luksus, end jeg havde – om end jeg i den grad ikke klager.

Jeg besøgte Oxford Universitet, Silverstone racerbane og Bristols Banksy billeder, for bare at nævne lidt. En uge fuld af højdepunkter. Det blev også til tre dage i London, hvor der i den grad blev fyldt op på hukommelseskortet, både mit og telefonens. Faktisk tog jeg 828 billeder den uge……

Jeg ved, det lyder tosset. Men det jeg tog allerflest billeder af, var faktisk skilte. Jeg elsker ord. Hvis noget er formuleret godt, kan jeg blive helt “høj”. Og der var meget, der var formuleret godt i England. Inklusiv bøger, som jeg også købte en del af.

Jeg har ikke et problem med det danske sprog. Men nogle gange synes jeg, at vi har tradition for at flade det ud på skrift. Det behøver ikke lyde godt, når man skriver dansk. Det er som om det er vigtigere at provokere, end at fryde med ord. Det er trist.

Den engelsksprogede verden har helt andre værdier, når det gælder formulering. Derfor elsker jeg at snuse rundt i bogbutikker – den slags, som ikke bare er et supermarked for bøger. I England har de en stor kæde, Waterstones, som er befolket med passionerede mennesker, både foran og bagved skranken. De har et imponerende udvalg af bøger og skrive relaterede varer. Dem besøgte jeg to gange på den uge, og det var en fornøjelse.

Jeg kan varmt anbefale dig at gå på opdagelse i gode bogbutikker eller biblioteker, hvis du har lidt ekstra tid lige nu. Led efter ord, der lyder godt. Fordyb dig i bøger, som ikke kun har en god handling, men hvor sproget er sanseligt og beskrivende og får dig til at tænke i nye baner. Det udvikler, fryder og beriger.

Det kunne være en skøn måde at bruge en del af din ferie på.

31 maj

Grænser – og hvordan man overskrider dem

Som før nævnt, er jeg i gang med at lære om branding. Det er en ret stejl indlæringskurve. Har jeg også nævnt, at jeg er tek-tåbe? Hvilket vil sige, at jeg fatter hat af alt det tekniske som skal til, for at man kan opbygge hjemmesider, facebook- og instagram sider, video kanaler på youtube.

Det ligger afgjort heller ikke naturligt for mig at lave video indslag, hvor jeg fortæller om mig selv. Det er faktisk grænseoverskridende.

Ikke desto mindre, bruger jeg en stor del af mine vågne timer med at deltage i webinarer, tage online kurser, se undervisningsvideoer – og selvfølgelig forsøge at føre det jeg lærer ud i livet. Det giver sved på hjernen, kan jeg godt tilstå.

Men der er en positiv effekt af det: jeg føler mig mere berettiget til at kalde mig forfatter. Det er nemlig et seriøst stykke arbejde at være det, og selve skrive processen er ikke nødvendigvis den del, der tager mest tid. Ikke så længe man er en anonym fynbo med historier på hjernen, i hvert fald.

Det betyder ikke, at jeg ikke skriver også. Arbejdet med min næste bog, “Kunsten ikke at brænde broer”, skrider planmæssigt fremad. Sideløbende renskriver jeg min næste samling af digte, fra da jeg var ung. Jeg skriver oven i købet også nye digte – foreløbig har jeg 7 stk. færdige. Nå ja, der er også to kogebøger undervejs. De kommer ganske vist kun ud i privat oplag, men alligevel.

Så alt i alt er min lille hjerne godt beskæftiget. Forhåbentlig munder det ud i noget, som andre også kan få glæde af.

Husk, du er meget velkommen til at kommentere eller dele.

06 feb

Dårlige undskyldninger….

Ville/Burde/skulle        Planlagde, oven i købet. Men…….

Nøj, hvor har jeg stået ofte i den situation. Jeg er ellers ret skarp til at følge mine planer, men når det gælder om at skrive, så kniber det. For hvem skriver jeg for? Det korrekte svar er: mig selv. Men når “mig selv” har skrevet og læst en tekst, hvad så? Er det bare det? Behøver jeg så at skrive det ned, eller kan jeg nøjes med at tænke tankerne?

Det siges at være et ensomt job at skrive. Det bliver ofte sagt med et snøft. Fakta er at man meget sjældent får direkte feedback. Det kan godt føles som at stå og holde tale for en tom sal. Jeg ved at jeg har læsere, men de opholder sig i skyggen (al respekt for det – det er også der jeg selv trives bedst).  Desværre betyder det, at motivationen for at få skrevet et projekt færdigt, udelukkende handler om mig og min lyst til at fuldføre noget jeg er startet på. Og den svinger altså!

Jeg er i gang med næste bogprojekt. Jeg skriver nok et par brugbare sætninger om ugen lige nu. Ikke imponerende. Jeg drømmer om at booke det der lækre hus i Sverige i en måned og bare skrive. Velvidende at hvis jeg virkelig gjorde det, så ville jeg nok bruge tiden på at jagte svenske delikatesser i stedet. Så den undskyldning kan jeg ikke bruge til noget. Men det kræver sin forfatter at sætte sig til tastaturet, når opvasken glor olmt på en og hundene keder sig. Flere undskyldninger!

Måske får jeg skrevet lidt på bogprojektet i dag. Måske ikke. Måske er det også lidt lige meget. Måske ikke.

Hm.

03 jan

Ode til hverdagen

Så er det endelig hverdag igen! Fester og gæster er godt, men hverdag er bedre……synes jeg, i hvert fald.

Januar er sådan en dejlig “ren” måned. Helt ny og fuld af muligheder.  Jeg er ikke typen, der har Nytårsforsætter, men jeg har til gengæld altid mål – både store og små.  Og mulighederne synes endeløse, når man står ved starten af et nyt år og kigger frem. Yay!

Jeg har altid holdt meget af Dan Turell´s hyldest til hverdagen ( http://www.ponty.dk/hverdag.htm ) Jeg ved, at mange synes hverdagen er hård og kedelig. Det kan den også være, hvis man har et arbejde man ikke synes om, eller står i en ubehagelig situation. Men jeg tror på, at vi hver især har langt større indflydelse på vores liv og situation, end vi umiddelbart tænker over. Det er sandt, at der findes situationer vi ikke kan kontrollere. Sygdom og sorg kan vi ikke styre. Andre barske ting kan ramme os, uden at vi kan dukke os. Men når det første chok har lagt sig, har vi selv kontrol over hvordan vi håndterer situationen.  Der er et kendt ordsprog der siger: “Hvis Livet giver dig citroner, så lav lemonade.”  Mit motto har i mange år været: “Du er, hvad du gør ved det, andre gør ved dig.” Den linje har jeg fulgt benhårdt i selv svære situationer. Efter min mening er det sand magt. For det betyder, at jeg aldrig bliver til et offer – uanset hvad der sker. Jeg bukker mig måske nok, når et slag rammer, men jeg knækker ikke.

Hvis du ikke er tilfreds med din hverdag, hvordan kan du så ændre den til det bedre? Nogle gange er det kun små justeringer du kan lave. Men du vil sandsynligvis blive overrasket over, hvor stor effekt det kan have. Du vil blandt andet få en fornemmelse af, at du tager ansvar for dit eget liv, og ikke bare skift retning, alt efter hvor “slagene” kommer fra. Det er så befriende at tage styringen selv – og den mulighed vil jeg påstå at vi alle har.

Hvis du mener, at det her er letkøbt lommefilosofi, som ikke virker i lige nøjagtig dit tilfælde, så vil jeg gerne provokere dig til at gøre forsøget alligevel. For tænk, hvis du tager fejl? 😉

10 dec

Tjuhej, hvor det går!

Der sker en helt masse på forfattersiden af mit liv lige nu! Det er lidt vildt, for jeg har virkelig knoklet den seneste måneds tid, og jeg regnede egentlig ikke med at det ville føre noget særligt med sig. Men nu sker der noget!

Det startede med at jeg fulgte et lille video kursus fra en anden forfatter, Lene Dybdahl. Her mindede hun om hvor vigtigt det er at “brande” sig selv som forfatter, og ikke kun gøre opmærksom på sine bøger, for så skal man jo igennem det samme arbejde hver gang man udgiver. Som følge deraf er jeg nu blevet meget aktiv på de sociale medier, med forfatterside på facebook og instagram og twitter.

Jeg tog også modet til mig for nylig og kontaktede vores lokale boghandler (som har i alt fire bogbutikker). Han foreslog at jeg skrev en pressemeddelelse til lokalavisen, for at høre om de ville skrive om mig og “Ctrl Alt Del”.  Det gjorde jeg – og jeg skrev også til Fyns største avis, Fyens Stifttidende, ved samme lejlighed. Sidstnævnte vendte tilbage og aftalte et interview, som jeg lavede i går. Der blev taget lidt anderledes fotos også. Jeg havde lidt frygtet at jeg skulle stå smilende med min bog holdt foran mig som et skjold. Det skulle jeg heldigvis ikke. Vi lavede nogle lidt mere “rå” fotos op ad en krakeleret betonmur, og der var ingen smil. Meget mere min stil. Efter interviewet sagde journalisten  at artiklen ville blive bragt både i Fyens Stifttidende i løbet af næste uge og i lokalavisen på tirsdag, samt på deres facebook side. Ikke dårligt! Jeg kontaktede så føromtalte boghandler, og han bestilte 10 bøger samt plakater og andet reklame materiale til fordeling i sine butikker. Yes!

Jeg fik også et råd (på Bogmessen) om at kontakte unge youtube boganmeldere og høre om de vil anmelde min bog. Jeg udvalgte to som har en del følgere, og som har en ret professionel tilgang til det. De sagde begge to ja tak til at video anmelde “Ctrl Alt Del”! Jeg blev virkelig glad! Nu håber jeg så at de kan lide bogen. Jeg har tænkt mig at linke til videoerne her på siden, når de er færdige.

Som den berømte rosin et vist sted, så skrev jeg for nogle måneder siden til en hjemmeside, hvor man kan tilbyde sin bog til anmeldelse. En række anmeldere ser så listen igennem, og hvis der er noget der fanger deres interesse, vender de tilbage. I går skrev en af dem at hun gerne ville anmelde min bog. Juhuu!

Alt det her lyder måske ikke af meget for andre. Men det har allerede langt overgået mit personlige succes kriterie. Så jeg er glad!

10 nov

Overspringshandlinger!

Jeg skal nok vende tilbage til, hvordan det foregår, når man udgiver bog på et traditionelt forlag. Men først har jeg lige en sød lille historie, jeg vil fortælle:
Da jeg gik i folkeskolen, havde jeg især én lærer, jeg var meget glad for. Disa Lund, hed hun, og jeg havde hende både til dansk og formning, som det hed dengang. Hun tilhørte en ny type lærer, som så eleverne som individer. Det var meget inspirerende, på et tidspunkt hvor man gik i skole om lørdagen også, og rejste sig når læreren kom ind i klasseværelset (for så gammel er jeg!).
Fru Lund (som hun dog blev kaldt, fremskridt til trods)så noget i mig, som ingen andre havde set, nemlig min kærlighed til ord. Jeg husker tydeligt, at hun havde skrevet en kommentar i mit stilehæfte, hvor hun foreslog mig at skrive noveller, og at prøve at sende dem til ugeblade.
Det virker nok ikke som noget stort i dag, hvor der er frit valg på alle hylder, hvad arbejde angår. Det var der ikke dengang. Man forventedes at tage en jordnær uddannelse (eller at lade være!), og gerne at finde et arbejde, der lignede ens forældres. I mit tilfælde ville det sige, at jeg skulle blive hjemmehjælper eller maskinarbejder. Det havde jeg ikke lyst til. Men jeg end ikke forestillede mig i drømme, at jeg kunne beskæftige mig med noget kunstnerisk. Jeg havde godt nok en vild fantasi om at være musik producer, men jeg vidste også godt, at det var dér – i fantasien – det hørte til.
Jeg mener at lærerjobbet er et af de vigtigste der findes. En markant lærer har enorm indflydelse på sine elever, på godt og ondt. Vedkommende kan definere ens selvværd. En god lærer er ikke bare underviser, men også inspirator. Og det var Fru Lund. Hun gav mig en anerkendelse, som jeg havde virkelig brug for, og som gav mig modet til at kaste mig ud i noget kreativt. Derfor besluttede jeg, at hvis jeg nogen sinde fik udgivet en bog, så ville jeg dedikere den til hende. Det fik jeg desværre ikke gjort, men så gjorde jeg det til gengæld med “Ctrl Alt Del”. Da den kom ud i sin nye reviderede udgave, pakkede jeg et eksemplar i en kuvert, skrev et brev, og afleverede det i Fru Lunds postkasse.
I aftes fik jeg en mail fra hende. Vi har ikke haft kontakt i 37 år (!), men hun kunne alligevel huske mig. Hun skrev en meget rørende og sød mail, som jeg blev meget glad for. Det virkede også som om, hun var blevet rørt over min lille gestus.
Hvis du har en lærer, som gav dig et skub videre i livet, så kan jeg kun anbefale, at du siger det til vedkommende. Også selv om det er længe siden, I har haft kontakt. I det hele taget vil jeg anbefale, at du får sagt tak til dem, som har hjulpet dig i dit liv: familiemedlemmer (forældre?), venner, folk du ikke har set i mange år. Vi skylder hinanden den anerkendelse. Mange holder sig tilbage, fordi de er bange for at det vil blive akavet. Hvordan skulle det kunne blive det? Hvordan føler du det selv, hvis en anden siger oprigtigt tak til dig, for noget du har gjort? Det kan da godt være, at du ikke helt ved, hvordan du skal tackle det, men bliver du ikke glad alligevel? Og smiler du ikke lidt mere til den næste person, du møder? Som så går videre med en behagelig følelse, der udmønter sig i lidt mere tålmodighed eller venlighed over for dem, de møder….
Anyway, det var ikke meningen, at det her skulle blive til en “Fred med Verden” opfordring, bare en Ode til gode lærere – især Fru Lund.