02 okt

Bog reception og andet godt

Det har været en travl uge! Ikke alene har jeg “hygget” mig med influenza på anden uge, men jeg har måttet arbejde alligevel. I fredags holdt jeg reception for min nye bog, “Kunsten ikke at brænde broer”. Det foregik i min lokale “Bog & Ide”, hvilket var et scoop. Samtidig var der “Open by night” i byen, så der var arrangeret vinfestival og besøg af lokale politikere, så det trak en del folk til.

Mange af mine venner og bekendte kom. Det er jeg stolt af. De hyggede sig tydeligvis, og de købte også bøger og bad om autografer. Og jeg fik inviet mit nye anlæg med mikrofon til at sætte på tøj, sender i baglommen og højtaler et andet sted i lokalet. Tjek!

I dag skal jeg ned og høre hvor mange bøger der blev solgt. Her skal jeg så droppe mine diva nykker. For der blev helt sikkert ikke solgt på Jussi-niveau. Men det er heller ikke det, det drejer sig om. Hvert salg repræsentere en interesse for mig og min bog, og det er grund til taknemmelighed. Jeg ved at andre vil spørge om antal solgte og vurdere min succes ud fra det. Det skal jeg kunne sortere fra inde i mit eget hoved, for succes er mange ting. Selvfølgelig vil jeg gerne sælge mange bøger. Jeg har også gjort et kæmpe forarbejde, ved at sende pressemeddelelser ud, besøge biblioteker med tilbud om gratis forfatter foredrag, sende bøger til anmeldere osv. Og der er meget mere at gøre nu, hvor jeg har en fysisk bog, så det slutter på ingen måde her. Men det er vigtigt at måle succes på andet end salgstal. Ellers bliver man hurtigt deprimeret.

Så jeg arbejder troligt videre med min bog, og jeg håber at den vil få lov til at leve et stykke tid. Foreløbigt kan den findes på de kendte bogbutikker på nettet, foruden på forlaget Books on Demand´s hjemmeside.

31 maj

Grænser – og hvordan man overskrider dem

Som før nævnt, er jeg i gang med at lære om branding. Det er en ret stejl indlæringskurve. Har jeg også nævnt, at jeg er tek-tåbe? Hvilket vil sige, at jeg fatter hat af alt det tekniske som skal til, for at man kan opbygge hjemmesider, facebook- og instagram sider, video kanaler på youtube.

Det ligger afgjort heller ikke naturligt for mig at lave video indslag, hvor jeg fortæller om mig selv. Det er faktisk grænseoverskridende.

Ikke desto mindre, bruger jeg en stor del af mine vågne timer med at deltage i webinarer, tage online kurser, se undervisningsvideoer – og selvfølgelig forsøge at føre det jeg lærer ud i livet. Det giver sved på hjernen, kan jeg godt tilstå.

Men der er en positiv effekt af det: jeg føler mig mere berettiget til at kalde mig forfatter. Det er nemlig et seriøst stykke arbejde at være det, og selve skrive processen er ikke nødvendigvis den del, der tager mest tid. Ikke så længe man er en anonym fynbo med historier på hjernen, i hvert fald.

Det betyder ikke, at jeg ikke skriver også. Arbejdet med min næste bog, “Kunsten ikke at brænde broer”, skrider planmæssigt fremad. Sideløbende renskriver jeg min næste samling af digte, fra da jeg var ung. Jeg skriver oven i købet også nye digte – foreløbig har jeg 7 stk. færdige. Nå ja, der er også to kogebøger undervejs. De kommer ganske vist kun ud i privat oplag, men alligevel.

Så alt i alt er min lille hjerne godt beskæftiget. Forhåbentlig munder det ud i noget, som andre også kan få glæde af.

Husk, du er meget velkommen til at kommentere eller dele.

03 jan

Ode til hverdagen

Så er det endelig hverdag igen! Fester og gæster er godt, men hverdag er bedre……synes jeg, i hvert fald.

Januar er sådan en dejlig “ren” måned. Helt ny og fuld af muligheder.  Jeg er ikke typen, der har Nytårsforsætter, men jeg har til gengæld altid mål – både store og små.  Og mulighederne synes endeløse, når man står ved starten af et nyt år og kigger frem. Yay!

Jeg har altid holdt meget af Dan Turell´s hyldest til hverdagen ( http://www.ponty.dk/hverdag.htm ) Jeg ved, at mange synes hverdagen er hård og kedelig. Det kan den også være, hvis man har et arbejde man ikke synes om, eller står i en ubehagelig situation. Men jeg tror på, at vi hver især har langt større indflydelse på vores liv og situation, end vi umiddelbart tænker over. Det er sandt, at der findes situationer vi ikke kan kontrollere. Sygdom og sorg kan vi ikke styre. Andre barske ting kan ramme os, uden at vi kan dukke os. Men når det første chok har lagt sig, har vi selv kontrol over hvordan vi håndterer situationen.  Der er et kendt ordsprog der siger: “Hvis Livet giver dig citroner, så lav lemonade.”  Mit motto har i mange år været: “Du er, hvad du gør ved det, andre gør ved dig.” Den linje har jeg fulgt benhårdt i selv svære situationer. Efter min mening er det sand magt. For det betyder, at jeg aldrig bliver til et offer – uanset hvad der sker. Jeg bukker mig måske nok, når et slag rammer, men jeg knækker ikke.

Hvis du ikke er tilfreds med din hverdag, hvordan kan du så ændre den til det bedre? Nogle gange er det kun små justeringer du kan lave. Men du vil sandsynligvis blive overrasket over, hvor stor effekt det kan have. Du vil blandt andet få en fornemmelse af, at du tager ansvar for dit eget liv, og ikke bare skift retning, alt efter hvor “slagene” kommer fra. Det er så befriende at tage styringen selv – og den mulighed vil jeg påstå at vi alle har.

Hvis du mener, at det her er letkøbt lommefilosofi, som ikke virker i lige nøjagtig dit tilfælde, så vil jeg gerne provokere dig til at gøre forsøget alligevel. For tænk, hvis du tager fejl? 😉

10 nov

Overspringshandlinger!

Jeg skal nok vende tilbage til, hvordan det foregår, når man udgiver bog på et traditionelt forlag. Men først har jeg lige en sød lille historie, jeg vil fortælle:
Da jeg gik i folkeskolen, havde jeg især én lærer, jeg var meget glad for. Disa Lund, hed hun, og jeg havde hende både til dansk og formning, som det hed dengang. Hun tilhørte en ny type lærer, som så eleverne som individer. Det var meget inspirerende, på et tidspunkt hvor man gik i skole om lørdagen også, og rejste sig når læreren kom ind i klasseværelset (for så gammel er jeg!).
Fru Lund (som hun dog blev kaldt, fremskridt til trods)så noget i mig, som ingen andre havde set, nemlig min kærlighed til ord. Jeg husker tydeligt, at hun havde skrevet en kommentar i mit stilehæfte, hvor hun foreslog mig at skrive noveller, og at prøve at sende dem til ugeblade.
Det virker nok ikke som noget stort i dag, hvor der er frit valg på alle hylder, hvad arbejde angår. Det var der ikke dengang. Man forventedes at tage en jordnær uddannelse (eller at lade være!), og gerne at finde et arbejde, der lignede ens forældres. I mit tilfælde ville det sige, at jeg skulle blive hjemmehjælper eller maskinarbejder. Det havde jeg ikke lyst til. Men jeg end ikke forestillede mig i drømme, at jeg kunne beskæftige mig med noget kunstnerisk. Jeg havde godt nok en vild fantasi om at være musik producer, men jeg vidste også godt, at det var dér – i fantasien – det hørte til.
Jeg mener at lærerjobbet er et af de vigtigste der findes. En markant lærer har enorm indflydelse på sine elever, på godt og ondt. Vedkommende kan definere ens selvværd. En god lærer er ikke bare underviser, men også inspirator. Og det var Fru Lund. Hun gav mig en anerkendelse, som jeg havde virkelig brug for, og som gav mig modet til at kaste mig ud i noget kreativt. Derfor besluttede jeg, at hvis jeg nogen sinde fik udgivet en bog, så ville jeg dedikere den til hende. Det fik jeg desværre ikke gjort, men så gjorde jeg det til gengæld med “Ctrl Alt Del”. Da den kom ud i sin nye reviderede udgave, pakkede jeg et eksemplar i en kuvert, skrev et brev, og afleverede det i Fru Lunds postkasse.
I aftes fik jeg en mail fra hende. Vi har ikke haft kontakt i 37 år (!), men hun kunne alligevel huske mig. Hun skrev en meget rørende og sød mail, som jeg blev meget glad for. Det virkede også som om, hun var blevet rørt over min lille gestus.
Hvis du har en lærer, som gav dig et skub videre i livet, så kan jeg kun anbefale, at du siger det til vedkommende. Også selv om det er længe siden, I har haft kontakt. I det hele taget vil jeg anbefale, at du får sagt tak til dem, som har hjulpet dig i dit liv: familiemedlemmer (forældre?), venner, folk du ikke har set i mange år. Vi skylder hinanden den anerkendelse. Mange holder sig tilbage, fordi de er bange for at det vil blive akavet. Hvordan skulle det kunne blive det? Hvordan føler du det selv, hvis en anden siger oprigtigt tak til dig, for noget du har gjort? Det kan da godt være, at du ikke helt ved, hvordan du skal tackle det, men bliver du ikke glad alligevel? Og smiler du ikke lidt mere til den næste person, du møder? Som så går videre med en behagelig følelse, der udmønter sig i lidt mere tålmodighed eller venlighed over for dem, de møder….
Anyway, det var ikke meningen, at det her skulle blive til en “Fred med Verden” opfordring, bare en Ode til gode lærere – især Fru Lund.