12 apr

Lidt ekspert er man vel altid…..

Som tidligere nævnt, er jeg i gang med at skrive min næste bog. Det er samtidig min første fagbog.
Det er altid et interessant felt at bevæge sig ind på. For er man nu ekspert nok på et område til at skrive en bog om det?
Nu er begrebet “ekspert” et følelsesladet ord med meget lang elastik. Er en ekspert én som har en lang uddannelse indenfor området? Kan en ekspert også være en person med en masse praktisk erfaring? Behøver man overhovedet at være ekspert for at have ret til at udtale sig om et emne?
Nej – Ja – Tja. En uddannelse kan være af svingende kvalitet. Erfaring er altid godt. Man må gerne have tænkt emnet igennem inden man udtaler sig, men hvis man har gjort det, har man efter min mening ret til at have sine holdninger.
Nu skriver jeg denne gang om et emne som betyder meget for mig. Jeg vil desuden påstå, at jeg har naturlige evner inden for området. Jeg har dog ingen formel uddannelse inden for det, men jeg har mange års erfaring. Så – kan man med rette sige, at jeg er “ekspert” nok til at skrive og udgive en bog om det?
Det må vi se. Jeg gør det i hvert fald.

24 mar

Plan B

Jeg er typen der som regel har en plan for det jeg gerne vil opnå. Måske ikke en genial løsning, som go´e gamle Egon, men dog en køreplan der gerne skulle få mig frem til det ønskede resultat. Ud over det, har jeg som regel en plan B. For hvis nu noget går galt…..
Her for nylig lærte jeg en vigtig lektie: man skyder sig selv i foden ved at have en plan B. Det er jo ellers formålet, at man gerne vil sikre sig succes. Men en klog mand gjorde mig opmærksom på, at det faktisk er det modsatte der sker.
Det lyder paradoksalt, men er jo indlysende sandt når man tænker over det. For hvis man virkelig går efter guldet, er der ikke noget der hedder plan B. Man kan træde forkert, men så rejser man sig igen og børster støvet af, og så er man klar til at fortsætte rejsen.
Hvis man har en plan B, kommer man aldrig til at kæmpe lige så målrettet. For der er jo altid en mulighed for at omberegne. Så sikkerhedsselen bliver til en sovepude.
Hvor kan man dog narre sig selv. Det har jeg gjort i mange år. Pludselig er det gået op for mig, hvorfor mine ambitioner går op i røg. Hvorfor jeg hænger fast i uhensigtsmæssige mønstre.
Jeg har besluttet mig at løsne sikkerhedsselen og smide bæltet væk. “Just do it” er mit nye motto. Væk med plan B, C og D.
Skulle det fejle, kan jeg jo altid…..NÅ NEJ!

25 feb

“Oh sh…., not you again!”

Nogle gange omtaler jeg (min) indadvendthed som en forbandelse, og så tænker jeg mest på hvordan det føles for andre. Men ind imellem gælder det også for mig selv.
Er jeg mon den eneste der føler det som lidt af et “angreb”, når der kommer uventede gæster? Også selv om jeg har hurtig adgang til at lave kaffe til dem. 😉
Min reaktion, når der ruller en bil ind i indkørslen er: “Åh nej!” Også selv om det er mennesker jeg holder af. Jeg føler det lidt som om der tropper et Tilsyn op som siger:”Nu kommer vi for at inspicere dit hjem, din påklædning, dit humør!” Jeg ved godt at det ikke er sådan de mener det. Men jeg skal altid bruge et par minutter til at finde min Offentlige Personlighed frem, inden jeg er klar. Jeg ved at det er komplet uforståelig for udadvendte mennesker. Men de kan sikkert godt læse mit kropsprog. Idet jeg åbner døren, lyder glædeligt overrasket og siger:”Hej! Kom indenfor!”, har jeg flere gange grebet mig selv i at stå og ryste på hovedet imens. Altså, “min mund siger ja ja, mine øjne siger nej.” Lidt pinligt.
Vi har faktisk meget ofte gæster. Det nyder jeg. I hvert fald når de er kommet. Men de er inviteret, så der er jeg forberedt. Alligevel skal jeg ofte ud på badeværelset og stå og trække vejret dybt, når gæstehyggen er godt i gang. Bare for at lade lidt op igen.
Mange mennesker lader op ved at være sammen med folk de holder af. Jeg lader op ved at være alene. Hvilket jeg meget sjældent er.
Når det er sagt, så er jeg meget glad for vores mange venner, som har affundet sig med mine mærkværdigheder. Jeg nyder at være sammen med dem, tag ikke fejl af det. Men det kræver en del energi af mig.
Heldigvis er gode venner det værd.

06 feb

Dårlige undskyldninger….

Ville/Burde/skulle        Planlagde, oven i købet. Men…….

Nøj, hvor har jeg stået ofte i den situation. Jeg er ellers ret skarp til at følge mine planer, men når det gælder om at skrive, så kniber det. For hvem skriver jeg for? Det korrekte svar er: mig selv. Men når “mig selv” har skrevet og læst en tekst, hvad så? Er det bare det? Behøver jeg så at skrive det ned, eller kan jeg nøjes med at tænke tankerne?

Det siges at være et ensomt job at skrive. Det bliver ofte sagt med et snøft. Fakta er at man meget sjældent får direkte feedback. Det kan godt føles som at stå og holde tale for en tom sal. Jeg ved at jeg har læsere, men de opholder sig i skyggen (al respekt for det – det er også der jeg selv trives bedst).  Desværre betyder det, at motivationen for at få skrevet et projekt færdigt, udelukkende handler om mig og min lyst til at fuldføre noget jeg er startet på. Og den svinger altså!

Jeg er i gang med næste bogprojekt. Jeg skriver nok et par brugbare sætninger om ugen lige nu. Ikke imponerende. Jeg drømmer om at booke det der lækre hus i Sverige i en måned og bare skrive. Velvidende at hvis jeg virkelig gjorde det, så ville jeg nok bruge tiden på at jagte svenske delikatesser i stedet. Så den undskyldning kan jeg ikke bruge til noget. Men det kræver sin forfatter at sætte sig til tastaturet, når opvasken glor olmt på en og hundene keder sig. Flere undskyldninger!

Måske får jeg skrevet lidt på bogprojektet i dag. Måske ikke. Måske er det også lidt lige meget. Måske ikke.

Hm.

03 jan

Ode til hverdagen

Så er det endelig hverdag igen! Fester og gæster er godt, men hverdag er bedre……synes jeg, i hvert fald.

Januar er sådan en dejlig “ren” måned. Helt ny og fuld af muligheder.  Jeg er ikke typen, der har Nytårsforsætter, men jeg har til gengæld altid mål – både store og små.  Og mulighederne synes endeløse, når man står ved starten af et nyt år og kigger frem. Yay!

Jeg har altid holdt meget af Dan Turell´s hyldest til hverdagen ( http://www.ponty.dk/hverdag.htm ) Jeg ved, at mange synes hverdagen er hård og kedelig. Det kan den også være, hvis man har et arbejde man ikke synes om, eller står i en ubehagelig situation. Men jeg tror på, at vi hver især har langt større indflydelse på vores liv og situation, end vi umiddelbart tænker over. Det er sandt, at der findes situationer vi ikke kan kontrollere. Sygdom og sorg kan vi ikke styre. Andre barske ting kan ramme os, uden at vi kan dukke os. Men når det første chok har lagt sig, har vi selv kontrol over hvordan vi håndterer situationen.  Der er et kendt ordsprog der siger: “Hvis Livet giver dig citroner, så lav lemonade.”  Mit motto har i mange år været: “Du er, hvad du gør ved det, andre gør ved dig.” Den linje har jeg fulgt benhårdt i selv svære situationer. Efter min mening er det sand magt. For det betyder, at jeg aldrig bliver til et offer – uanset hvad der sker. Jeg bukker mig måske nok, når et slag rammer, men jeg knækker ikke.

Hvis du ikke er tilfreds med din hverdag, hvordan kan du så ændre den til det bedre? Nogle gange er det kun små justeringer du kan lave. Men du vil sandsynligvis blive overrasket over, hvor stor effekt det kan have. Du vil blandt andet få en fornemmelse af, at du tager ansvar for dit eget liv, og ikke bare skift retning, alt efter hvor “slagene” kommer fra. Det er så befriende at tage styringen selv – og den mulighed vil jeg påstå at vi alle har.

Hvis du mener, at det her er letkøbt lommefilosofi, som ikke virker i lige nøjagtig dit tilfælde, så vil jeg gerne provokere dig til at gøre forsøget alligevel. For tænk, hvis du tager fejl? 😉

10 dec

Tjuhej, hvor det går!

Der sker en helt masse på forfattersiden af mit liv lige nu! Det er lidt vildt, for jeg har virkelig knoklet den seneste måneds tid, og jeg regnede egentlig ikke med at det ville føre noget særligt med sig. Men nu sker der noget!

Det startede med at jeg fulgte et lille video kursus fra en anden forfatter, Lene Dybdahl. Her mindede hun om hvor vigtigt det er at “brande” sig selv som forfatter, og ikke kun gøre opmærksom på sine bøger, for så skal man jo igennem det samme arbejde hver gang man udgiver. Som følge deraf er jeg nu blevet meget aktiv på de sociale medier, med forfatterside på facebook og instagram og twitter.

Jeg tog også modet til mig for nylig og kontaktede vores lokale boghandler (som har i alt fire bogbutikker). Han foreslog at jeg skrev en pressemeddelelse til lokalavisen, for at høre om de ville skrive om mig og “Ctrl Alt Del”.  Det gjorde jeg – og jeg skrev også til Fyns største avis, Fyens Stifttidende, ved samme lejlighed. Sidstnævnte vendte tilbage og aftalte et interview, som jeg lavede i går. Der blev taget lidt anderledes fotos også. Jeg havde lidt frygtet at jeg skulle stå smilende med min bog holdt foran mig som et skjold. Det skulle jeg heldigvis ikke. Vi lavede nogle lidt mere “rå” fotos op ad en krakeleret betonmur, og der var ingen smil. Meget mere min stil. Efter interviewet sagde journalisten  at artiklen ville blive bragt både i Fyens Stifttidende i løbet af næste uge og i lokalavisen på tirsdag, samt på deres facebook side. Ikke dårligt! Jeg kontaktede så føromtalte boghandler, og han bestilte 10 bøger samt plakater og andet reklame materiale til fordeling i sine butikker. Yes!

Jeg fik også et råd (på Bogmessen) om at kontakte unge youtube boganmeldere og høre om de vil anmelde min bog. Jeg udvalgte to som har en del følgere, og som har en ret professionel tilgang til det. De sagde begge to ja tak til at video anmelde “Ctrl Alt Del”! Jeg blev virkelig glad! Nu håber jeg så at de kan lide bogen. Jeg har tænkt mig at linke til videoerne her på siden, når de er færdige.

Som den berømte rosin et vist sted, så skrev jeg for nogle måneder siden til en hjemmeside, hvor man kan tilbyde sin bog til anmeldelse. En række anmeldere ser så listen igennem, og hvis der er noget der fanger deres interesse, vender de tilbage. I går skrev en af dem at hun gerne ville anmelde min bog. Juhuu!

Alt det her lyder måske ikke af meget for andre. Men det har allerede langt overgået mit personlige succes kriterie. Så jeg er glad!

28 nov

Forfatter klynk!

Næsten alle jeg møder siger, at de altid har drømt om at skrive en bog. Når jeg spørger dem om hvad, får jeg oftest svaret: “Det ved jeg ikke.”

Hm. Det forstår jeg ikke helt.

Hvis man forventer at det giver et rush at se sit navn på et cover, bliver man nok skuffet. Hvis det bare er det man søger, vil jeg anbefale at man henter en af de mange apps, der kan sætte et valgfrit navn og billede på et cover. Så har man da fået opfyldt den drøm.

Hvis man længes efter anerkendelse, forstår jeg det godt. Men så er det den forkerte branche at søge i. I Danmark er der en lille håndfuld forfattere, som kan leve af deres bøger (og de services de tilbyder i tilgift). De fleste af dem har nok marketingsfolk ansat. Det kan jeg godt forstå!

Det er de færreste forlag, som har finanser til at have marketingsfolk ansat. Hvilket vil sige, at det nok kun er de store og allerede kendte forfattere, som ikke selv behøver at arbejde rigtig hårdt for at få deres produkt solgt.

Vi andre KNOKLER for at få hul igennem……..og det er det job, der fylder mest i mit univers lige nu. F.eks er jeg – inspireret af et par af de anmeldelser, jeg har fået – i gang med at kontakte samtlige skoler i Danmark. Ifølge den liste jeg har fundet (som nok ikke er helt opdateret), er der 2192 af slagsen! Det er selvsagt et kæmpe projekt. Og om der kommer noget ud af det, er endnu uvist.

Jeg skrev til en hjemmeside, drevet af biblioteker, for at høre om jeg kunne få mine bøger inkluderet. Jeg fik svaret, at det skulle gå via mit forlag, som skulle tilbyde dem bogen, hvorefter de så ville tage stilling til om bøgerne var egnet. Bum. Sådan smækker man døren i hovedet på alle de indi forfattere, der er derude. Vi har ikke et forlag i ryggen, som sælger os og vores produkt. Så……

I det hele taget er der masser af mure, at slå hovedet imod, når man skriver bøger. Måske skal man tage det med i overvejelserne, når man drømmer om at udgive noget. Man skal i hvert fald starte med at definere for sig selv, hvad ens succes kriterier er.

Det er derfor jeg bliver ved. Mit succes kriterie er nemlig, at der skal være nogen som synes om det jeg skriver. Det er der heldigvis. Der måtte gerne være flere. Og det er så derfor jeg ikke har opgivet…..

26 nov

Så lykkedes det!

Så blev den nye hjemmeside færdig, og jeg må sige: jeg er meget tilfreds.

Det kan godt være en udfordring at forklare en anden præcis, hvordan man kunne tænke sig at designet skal være.  Min datter, Sascha, spurgte om hun måtte prøve at designe en forside (hun er uddannet web integrator, selv om hun foretrækker at være lastbil chauffør!).  Fem minutter senere kaldte hun mig ind på kontoret, for at vise mig sin ide. Det var spot-on det jeg ønskede mig! Virkeligt flot!

Resten af hjemmesiden er lavet  af Birk fra http://www.trendware.nu. Det har været en nemt samarbejde,  og begge parter er tilfredse. Yes!

10 nov

Overspringshandlinger!

Jeg skal nok vende tilbage til, hvordan det foregår, når man udgiver bog på et traditionelt forlag. Men først har jeg lige en sød lille historie, jeg vil fortælle:
Da jeg gik i folkeskolen, havde jeg især én lærer, jeg var meget glad for. Disa Lund, hed hun, og jeg havde hende både til dansk og formning, som det hed dengang. Hun tilhørte en ny type lærer, som så eleverne som individer. Det var meget inspirerende, på et tidspunkt hvor man gik i skole om lørdagen også, og rejste sig når læreren kom ind i klasseværelset (for så gammel er jeg!).
Fru Lund (som hun dog blev kaldt, fremskridt til trods)så noget i mig, som ingen andre havde set, nemlig min kærlighed til ord. Jeg husker tydeligt, at hun havde skrevet en kommentar i mit stilehæfte, hvor hun foreslog mig at skrive noveller, og at prøve at sende dem til ugeblade.
Det virker nok ikke som noget stort i dag, hvor der er frit valg på alle hylder, hvad arbejde angår. Det var der ikke dengang. Man forventedes at tage en jordnær uddannelse (eller at lade være!), og gerne at finde et arbejde, der lignede ens forældres. I mit tilfælde ville det sige, at jeg skulle blive hjemmehjælper eller maskinarbejder. Det havde jeg ikke lyst til. Men jeg end ikke forestillede mig i drømme, at jeg kunne beskæftige mig med noget kunstnerisk. Jeg havde godt nok en vild fantasi om at være musik producer, men jeg vidste også godt, at det var dér – i fantasien – det hørte til.
Jeg mener at lærerjobbet er et af de vigtigste der findes. En markant lærer har enorm indflydelse på sine elever, på godt og ondt. Vedkommende kan definere ens selvværd. En god lærer er ikke bare underviser, men også inspirator. Og det var Fru Lund. Hun gav mig en anerkendelse, som jeg havde virkelig brug for, og som gav mig modet til at kaste mig ud i noget kreativt. Derfor besluttede jeg, at hvis jeg nogen sinde fik udgivet en bog, så ville jeg dedikere den til hende. Det fik jeg desværre ikke gjort, men så gjorde jeg det til gengæld med “Ctrl Alt Del”. Da den kom ud i sin nye reviderede udgave, pakkede jeg et eksemplar i en kuvert, skrev et brev, og afleverede det i Fru Lunds postkasse.
I aftes fik jeg en mail fra hende. Vi har ikke haft kontakt i 37 år (!), men hun kunne alligevel huske mig. Hun skrev en meget rørende og sød mail, som jeg blev meget glad for. Det virkede også som om, hun var blevet rørt over min lille gestus.
Hvis du har en lærer, som gav dig et skub videre i livet, så kan jeg kun anbefale, at du siger det til vedkommende. Også selv om det er længe siden, I har haft kontakt. I det hele taget vil jeg anbefale, at du får sagt tak til dem, som har hjulpet dig i dit liv: familiemedlemmer (forældre?), venner, folk du ikke har set i mange år. Vi skylder hinanden den anerkendelse. Mange holder sig tilbage, fordi de er bange for at det vil blive akavet. Hvordan skulle det kunne blive det? Hvordan føler du det selv, hvis en anden siger oprigtigt tak til dig, for noget du har gjort? Det kan da godt være, at du ikke helt ved, hvordan du skal tackle det, men bliver du ikke glad alligevel? Og smiler du ikke lidt mere til den næste person, du møder? Som så går videre med en behagelig følelse, der udmønter sig i lidt mere tålmodighed eller venlighed over for dem, de møder….
Anyway, det var ikke meningen, at det her skulle blive til en “Fred med Verden” opfordring, bare en Ode til gode lærere – især Fru Lund.

26 okt

Min første udgivelse

Faktisk var min første udgivelse en novelle, som jeg fik antaget i et ugeblad. Så den hører ikke rigtig til her.
Det gør den næste heller ikke rigtig – og så alligevel. Jeg fik på et tidspunkt et barselsvikariat i en gruppe af Barbie forfattere. Det var skruet sådan sammen, at forlaget Egmont havde en Barbie bogklub, hvor der var en fast gruppe forfattere, der skrev bøgerne anonymt. Dem blev jeg en af. Det var et sjovt og lukrativt job, men der var strikse regler. Mattel, som ejer Barbie brandet, skulle godkende hver eneste historie, inden den blev trykt. Tro mig, Barbie er en dame med principper! Lad mig bare sige, at der blev en del af mine forslag sorteret fra, fordi “Barbie aldrig ville kunne finde på at…..” (her kunne der være en ret lang liste!).
Så jeg fik allerede der en lektion i, at forlag bestemt ikke udgiver hvad som helst, og at de gerne vil rette på forfatterens ideer under alle omstændigheder. Så derfor lærte jeg noget af det. Udover det, så var det et sjovt koncept, som ikke krævede så mange overvejelser, for det er jo korte historier, og man vidste at de blev læst af mange. Endnu en sjov detalje var, at man som forfatter bestemte hvordan billederne i bogen skulle se ud. Man sendte simpelthen en beskrivelse af, hvilke tegninger man synes ville være passende, og så var der et team af tegnere der udførte opgaven.
Åh, jeg bliver helt nostalgisk! Så enkelt er det desværre ikke at få en bog ud på mere traditionel vis.
Mere om det i næste blog indlæg….