Nogle gange omtaler jeg (min) indadvendthed som en forbandelse, og så tænker jeg mest på hvordan det føles for andre. Men ind imellem gælder det også for mig selv.
Er jeg mon den eneste der føler det som lidt af et “angreb”, når der kommer uventede gæster? Også selv om jeg har hurtig adgang til at lave kaffe til dem. 😉
Min reaktion, når der ruller en bil ind i indkørslen er: “Åh nej!” Også selv om det er mennesker jeg holder af. Jeg føler det lidt som om der tropper et Tilsyn op som siger:”Nu kommer vi for at inspicere dit hjem, din påklædning, dit humør!” Jeg ved godt at det ikke er sådan de mener det. Men jeg skal altid bruge et par minutter til at finde min Offentlige Personlighed frem, inden jeg er klar. Jeg ved at det er komplet uforståelig for udadvendte mennesker. Men de kan sikkert godt læse mit kropsprog. Idet jeg åbner døren, lyder glædeligt overrasket og siger:”Hej! Kom indenfor!”, har jeg flere gange grebet mig selv i at stå og ryste på hovedet imens. Altså, “min mund siger ja ja, mine øjne siger nej.” Lidt pinligt.
Vi har faktisk meget ofte gæster. Det nyder jeg. I hvert fald når de er kommet. Men de er inviteret, så der er jeg forberedt. Alligevel skal jeg ofte ud på badeværelset og stå og trække vejret dybt, når gæstehyggen er godt i gang. Bare for at lade lidt op igen.
Mange mennesker lader op ved at være sammen med folk de holder af. Jeg lader op ved at være alene. Hvilket jeg meget sjældent er.
Når det er sagt, så er jeg meget glad for vores mange venner, som har affundet sig med mine mærkværdigheder. Jeg nyder at være sammen med dem, tag ikke fejl af det. Men det kræver en del energi af mig.
Heldigvis er gode venner det værd.

Næsten alle jeg møder siger, at de altid har drømt om at skrive en bog. Når jeg spørger dem om hvad, får jeg oftest svaret: “Det ved jeg ikke.”

Hm. Det forstår jeg ikke helt.

Hvis man forventer at det giver et rush at se sit navn på et cover, bliver man nok skuffet. Hvis det bare er det man søger, vil jeg anbefale at man henter en af de mange apps, der kan sætte et valgfrit navn og billede på et cover. Så har man da fået opfyldt den drøm.

Hvis man længes efter anerkendelse, forstår jeg det godt. Men så er det den forkerte branche at søge i. I Danmark er der en lille håndfuld forfattere, som kan leve af deres bøger (og de services de tilbyder i tilgift). De fleste af dem har nok marketingsfolk ansat. Det kan jeg godt forstå!

Det er de færreste forlag, som har finanser til at have marketingsfolk ansat. Hvilket vil sige, at det nok kun er de store og allerede kendte forfattere, som ikke selv behøver at arbejde rigtig hårdt for at få deres produkt solgt.

Vi andre KNOKLER for at få hul igennem……..og det er det job, der fylder mest i mit univers lige nu. F.eks er jeg – inspireret af et par af de anmeldelser, jeg har fået – i gang med at kontakte samtlige skoler i Danmark. Ifølge den liste jeg har fundet (som nok ikke er helt opdateret), er der 2192 af slagsen! Det er selvsagt et kæmpe projekt. Og om der kommer noget ud af det, er endnu uvist.

Jeg skrev til en hjemmeside, drevet af biblioteker, for at høre om jeg kunne få mine bøger inkluderet. Jeg fik svaret, at det skulle gå via mit forlag, som skulle tilbyde dem bogen, hvorefter de så ville tage stilling til om bøgerne var egnet. Bum. Sådan smækker man døren i hovedet på alle de indi forfattere, der er derude. Vi har ikke et forlag i ryggen, som sælger os og vores produkt. Så……

I det hele taget er der masser af mure, at slå hovedet imod, når man skriver bøger. Måske skal man tage det med i overvejelserne, når man drømmer om at udgive noget. Man skal i hvert fald starte med at definere for sig selv, hvad ens succes kriterier er.

Det er derfor jeg bliver ved. Mit succes kriterie er nemlig, at der skal være nogen som synes om det jeg skriver. Det er der heldigvis. Der måtte gerne være flere. Og det er så derfor jeg ikke har opgivet…..

Så blev den nye hjemmeside færdig, og jeg må sige: jeg er meget tilfreds.

Det kan godt være en udfordring at forklare en anden præcis, hvordan man kunne tænke sig at designet skal være.  Min datter, Sascha, spurgte om hun måtte prøve at designe en forside (hun er uddannet web integrator, selv om hun foretrækker at være lastbil chauffør!).  Fem minutter senere kaldte hun mig ind på kontoret, for at vise mig sin ide. Det var spot-on det jeg ønskede mig! Virkeligt flot!

Resten af hjemmesiden er lavet  af Birk fra http://www.trendware.nu. Det har været en nemt samarbejde,  og begge parter er tilfredse. Yes!

Faktisk var min første udgivelse en novelle, som jeg fik antaget i et ugeblad. Så den hører ikke rigtig til her.
Det gør den næste heller ikke rigtig – og så alligevel. Jeg fik på et tidspunkt et barselsvikariat i en gruppe af Barbie forfattere. Det var skruet sådan sammen, at forlaget Egmont havde en Barbie bogklub, hvor der var en fast gruppe forfattere, der skrev bøgerne anonymt. Dem blev jeg en af. Det var et sjovt og lukrativt job, men der var strikse regler. Mattel, som ejer Barbie brandet, skulle godkende hver eneste historie, inden den blev trykt. Tro mig, Barbie er en dame med principper! Lad mig bare sige, at der blev en del af mine forslag sorteret fra, fordi “Barbie aldrig ville kunne finde på at…..” (her kunne der være en ret lang liste!).
Så jeg fik allerede der en lektion i, at forlag bestemt ikke udgiver hvad som helst, og at de gerne vil rette på forfatterens ideer under alle omstændigheder. Så derfor lærte jeg noget af det. Udover det, så var det et sjovt koncept, som ikke krævede så mange overvejelser, for det er jo korte historier, og man vidste at de blev læst af mange. Endnu en sjov detalje var, at man som forfatter bestemte hvordan billederne i bogen skulle se ud. Man sendte simpelthen en beskrivelse af, hvilke tegninger man synes ville være passende, og så var der et team af tegnere der udførte opgaven.
Åh, jeg bliver helt nostalgisk! Så enkelt er det desværre ikke at få en bog ud på mere traditionel vis.
Mere om det i næste blog indlæg….