10 nov

Overspringshandlinger!

Jeg skal nok vende tilbage til, hvordan det foregår, når man udgiver bog på et traditionelt forlag. Men først har jeg lige en sød lille historie, jeg vil fortælle:
Da jeg gik i folkeskolen, havde jeg især én lærer, jeg var meget glad for. Disa Lund, hed hun, og jeg havde hende både til dansk og formning, som det hed dengang. Hun tilhørte en ny type lærer, som så eleverne som individer. Det var meget inspirerende, på et tidspunkt hvor man gik i skole om lørdagen også, og rejste sig når læreren kom ind i klasseværelset (for så gammel er jeg!).
Fru Lund (som hun dog blev kaldt, fremskridt til trods)så noget i mig, som ingen andre havde set, nemlig min kærlighed til ord. Jeg husker tydeligt, at hun havde skrevet en kommentar i mit stilehæfte, hvor hun foreslog mig at skrive noveller, og at prøve at sende dem til ugeblade.
Det virker nok ikke som noget stort i dag, hvor der er frit valg på alle hylder, hvad arbejde angår. Det var der ikke dengang. Man forventedes at tage en jordnær uddannelse (eller at lade være!), og gerne at finde et arbejde, der lignede ens forældres. I mit tilfælde ville det sige, at jeg skulle blive hjemmehjælper eller maskinarbejder. Det havde jeg ikke lyst til. Men jeg end ikke forestillede mig i drømme, at jeg kunne beskæftige mig med noget kunstnerisk. Jeg havde godt nok en vild fantasi om at være musik producer, men jeg vidste også godt, at det var dér – i fantasien – det hørte til.
Jeg mener at lærerjobbet er et af de vigtigste der findes. En markant lærer har enorm indflydelse på sine elever, på godt og ondt. Vedkommende kan definere ens selvværd. En god lærer er ikke bare underviser, men også inspirator. Og det var Fru Lund. Hun gav mig en anerkendelse, som jeg havde virkelig brug for, og som gav mig modet til at kaste mig ud i noget kreativt. Derfor besluttede jeg, at hvis jeg nogen sinde fik udgivet en bog, så ville jeg dedikere den til hende. Det fik jeg desværre ikke gjort, men så gjorde jeg det til gengæld med “Ctrl Alt Del”. Da den kom ud i sin nye reviderede udgave, pakkede jeg et eksemplar i en kuvert, skrev et brev, og afleverede det i Fru Lunds postkasse.
I aftes fik jeg en mail fra hende. Vi har ikke haft kontakt i 37 år (!), men hun kunne alligevel huske mig. Hun skrev en meget rørende og sød mail, som jeg blev meget glad for. Det virkede også som om, hun var blevet rørt over min lille gestus.
Hvis du har en lærer, som gav dig et skub videre i livet, så kan jeg kun anbefale, at du siger det til vedkommende. Også selv om det er længe siden, I har haft kontakt. I det hele taget vil jeg anbefale, at du får sagt tak til dem, som har hjulpet dig i dit liv: familiemedlemmer (forældre?), venner, folk du ikke har set i mange år. Vi skylder hinanden den anerkendelse. Mange holder sig tilbage, fordi de er bange for at det vil blive akavet. Hvordan skulle det kunne blive det? Hvordan føler du det selv, hvis en anden siger oprigtigt tak til dig, for noget du har gjort? Det kan da godt være, at du ikke helt ved, hvordan du skal tackle det, men bliver du ikke glad alligevel? Og smiler du ikke lidt mere til den næste person, du møder? Som så går videre med en behagelig følelse, der udmønter sig i lidt mere tålmodighed eller venlighed over for dem, de møder….
Anyway, det var ikke meningen, at det her skulle blive til en “Fred med Verden” opfordring, bare en Ode til gode lærere – især Fru Lund.

2 thoughts on “Overspringshandlinger!

Skriv et svar til Pia Nielsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *