Forår varsler forandringer. I min hjemmesides tilfælde betyder det, at her af og til vil dukke en gæsteblogger op.

Det er spændende at høre andres input på de emner der optager mig, og så har du som læser mulighed for at møde nye forfattere.

Første gæsteblogger er en dygtig dame med et fascinerende skriveliv, som får hende vidt omkring. Maja Rosendal Avnbøg er Ghostwriter . Hun og hendes kolleger arbejder ofte anonymt, men har du læst biografier, har du helt sikkert også læst en Ghostwriters værk. Lige nu er Maja dog aktuel med en bog i eget navn, “Fest og ballade i barndommens gade”, et hyggeligt tilbageblik på oplevelser fra hendes opvækst.

Du kan følge Maja på facebook og på hendes hjemmeside.

Rødt lys – stop

Der er forholdsvist stille i togkupeen denne morgen. Mange af mine medpassagerer – som i ”de fleste” – har ansigtet begravet i en skærm.

Dem om dét. Jeg har heldigvis en masse andet at tage mig til i de halvanden time, der går, inden mit togskifte på Hovedbanegården.
Min taske er proppet med kalender (så jeg lige kan planlægge nogle projekter og tjekke huller i kalenderen, hvis en kunde eller samarbejdspartner skulle finde på at ringe), flere kriminalbogslæseprøver, jeg har fået på årets krimimesse og Prins Henriks biografi af mit idol Stephanie Surrugue. Og så har jeg selvfølgelig min mobil med – til at høre musik på.
Men hver gang jeg prøver at tage mig sammen til fordybelse i mit medbragte tidsfordriv, bliver mit blik draget mod de hvide marker, der suser fordi uden for mit togsædevindue. Jeg skal virkelig koncentrere mig om den lille læseprøvebog, der ligger opslået på klapbordet foran mig.

Jeg er på vej til et kursus i København. ”Sådan søger du puljer og fonde til dit bogprojekt”.
Det er meget tidligt om morgenen, og dog ikke tidligt nok til at slippe for myldretiden inde i City. Så for en gang skyld har jeg købt en togbillet.

Hvorfor det falder mig så svært at koncentrere mig om uddraget af krimien fra ”Årets Debutant”, ved jeg ikke. For jeg vil gerne være med på bølgen, der fortæller os – eller nærmere formaner os til – at vi skal udnytte al den tid, vi har. Enten til at arbejde, eller høre lydbøger, eller læse om den sidste nye udvikling i den kommende konflikt eller noget helt fjerde – og helst på samme tid.
Men til hvad nytte?
Bagefter bliver vi nødt til at afsætte tid i kalenderen til et mindfulness retreat, så vi kan komme tilbage i os selv og finde jordforbindelsen efter at have fået lægens ord for, at vi er stressede – på kanten til at være udbrændte.
Logikken er svær at få øje på.

Synet af snehvide marker fulde af gæs, der leder efter føde, hegnspæle, hvorpå rovfugle drejer deres hoveder 380 grader for at få øje på et byttedyr og vinterindpakkede cyklister der venter på, at bommen skal gå op igen ved jernbaneoverskæringer, farer forbi mine øjne.

Hvor ofte har man – eller ta’r man sig – egentlig tid til at sidde og glo ud af vinduet?
Hvorfor egentlig ikke bare skide hamsterhjulet et stykke, trække stikket ud og fordrive tiden med at lave – ingenting? Bare kigge på livet, der udspiller sig lige dér, hvor man har alle muligheder for at følge med.

De børnesagkyndige fortæller os, at vi ikke behøver aktivere vores børn hele tiden. ”Det er sundt at kede sig. Man bli’r så kreativ!”.
Ja, dét er fint. Men hvor ofte ser børnene de voksne kede sig?
Børnene gør, som vi gør. Og når de ser, at vi altid har gang i et eller andet, altid har hovedet fordybet i et eller andet, hvordan skal de så kunne lære at kede sig?
Hvis tendens med at være optaget af noget – ét eller andet – alle vores vågne timer fortsætter, risikerer vi, at der ingen kreative mennesker er om ti-tyve år.

Udenfor ser jeg en mand, som tager fast i armen på sin kvinde, der er på vej over for grønt lys efter at have stået og ventet ved en overgang. Han hiver hende ind til sig og krammer hende så længe, at lyset skifter til rødt.

Maja Rosendal Avnbøg