02 aug

Næsten nærværende

Jeg har holdt en lille pause fra bloggen her. Ikke fordi jeg har holdt fri, tværtimod. Jeg arbejder fokuseret på at blive færdig med “Kunsten ikke at brænde broer”.

Det er et alsidigt projekt, for der er mange processer involveret. Først og fremmest skal bogen selvsagt skrives. Jeg mangler lige nu tre kapitler, så det går godt fremad. Når manuskriptet er skrevet færdig, skal det redigeres. Det kan godt tage sin tid. Skal der byttes om på kapitler, eller måske på paragrafferne i et enkelt kapitel? Er der ting der skal skrives om? Skal der tilføjes eller slettes noget?

Når redigeringen er færdig, skal der korrekturlæses. Det gøres mindst tre til fire gange. Trykfejl skal luges ud, kommatering skal rettes til,  Sprogbruget skal tjekkes, for at se om det er kontinuerligt. F.eks. lancerer jeg et udtryk, Drejefods princippet. Hvis jeg skriver det med stort og i to ord, skal det tjekkes at jeg har gjort det alle steder.

Hvert kapitel har en illustration tilknyttet, så dem bruger jeg også en del tid på at finde. Den største udfordring her, er at jeg ikke kun skal finde beskrivende billeder, men de skal helst også passe sammen stilistisk.

Så skal coveret laves. Jeg har fundet det billede jeg vil have på. Men coveret skal jo også have de rigtige mål, så det passer med bogryg o.s.v.  Fonten skal vælges, bagsideteksten skal skrives.

Sideløbende skal markedsføringen laves. Det skal man begynde med, længe inden man har et trykfærdigt manuskript. I mit tilfælde, laver jeg små videofilm og lægger også små appetitvækkere på min forfatterside på facebook.  https://www.facebook.com/annettedollardforfatter/

På et tidspunkt står jeg med en færdig bog i hånden. Til den tid skal jeg prøve at sælge den forskellige steder, hvilket bl.a. betyder at jeg skal på en lille turne til udvalgte bogbutikker i hele landet. Til november har jeg booket en stand på årets Bogmesse i Bella centeret, hvor jeg er fredag d. 10. november i år. Det glæder jeg mig meget til. Inden da, skal jeg have lavet reklame materiale, som plakater til standen, bogmærker og andre freebies, mærkater til at sætte på bæreposerne, som jeg forhåbentlig skal putte mine bøger i, og meget andet.

Så jeg er her stadig, også selv om jeg ikke hele tiden er lige nærværende.

03 jul

Words

Sommeren er her! (læs: regnvejr og mudder, solstik og afslapning).  Mange er på vej på ferie lige nu, mens andre drømmer om at kunne tage afsted.

Jeg er lige kommet hjem fra en skøn tur til England. Fem byer på syv dage; der var tryk på. Jeg tror jeg nu har en anelse om, hvordan det føles at være rockstjerne på turne. Det må nok være Rolling Stones, jeg kan relatere til. På den anden side, så har de nok lidt mere luksus, end jeg havde – om end jeg i den grad ikke klager.

Jeg besøgte Oxford Universitet, Silverstone racerbane og Bristols Banksy billeder, for bare at nævne lidt. En uge fuld af højdepunkter. Det blev også til tre dage i London, hvor der i den grad blev fyldt op på hukommelseskortet, både mit og telefonens. Faktisk tog jeg 828 billeder den uge……

Jeg ved, det lyder tosset. Men det jeg tog allerflest billeder af, var faktisk skilte. Jeg elsker ord. Hvis noget er formuleret godt, kan jeg blive helt “høj”. Og der var meget, der var formuleret godt i England. Inklusiv bøger, som jeg også købte en del af.

Jeg har ikke et problem med det danske sprog. Men nogle gange synes jeg, at vi har tradition for at flade det ud på skrift. Det behøver ikke lyde godt, når man skriver dansk. Det er som om det er vigtigere at provokere, end at fryde med ord. Det er trist.

Den engelsksprogede verden har helt andre værdier, når det gælder formulering. Derfor elsker jeg at snuse rundt i bogbutikker – den slags, som ikke bare er et supermarked for bøger. I England har de en stor kæde, Waterstones, som er befolket med passionerede mennesker, både foran og bagved skranken. De har et imponerende udvalg af bøger og skrive relaterede varer. Dem besøgte jeg to gange på den uge, og det var en fornøjelse.

Jeg kan varmt anbefale dig at gå på opdagelse i gode bogbutikker eller biblioteker, hvis du har lidt ekstra tid lige nu. Led efter ord, der lyder godt. Fordyb dig i bøger, som ikke kun har en god handling, men hvor sproget er sanseligt og beskrivende og får dig til at tænke i nye baner. Det udvikler, fryder og beriger.

Det kunne være en skøn måde at bruge en del af din ferie på.