Reflektioner
Så er januar godt i gang.
Jeg er ikke nogen fan af vinter, men januar har jeg altid holdt af. Der er noget frisk og rent over et helt nyt år, man tager hul på.
Det er klassisk at reflektere over det forgangne år og planlægge det ny, og det er slet ikke nogen dårlig ide. Mine planer plejer at være fyldige fra starten af, og jeg når som regel de fleste af tingene. Jeg laver et overordnet mål for året, hvilket som regel handler om noget på det personlige plan, og så har jeg nogle mindre mål angående andre områder.
Fornylig har jeg lært en vigtig lektie: der skal være perioder med ro på. Jeg er nået den alder, hvor jeg høster resultatet af for megen travlhed i for mange år. Jeg er sikker på at mange af jer der læser med, kan nikke genkendende til det. Jo før man lærer at geare ned, jo bedre. Mange af os trækker den så langt, at vi får kroniske helbredsproblemer. Tro mig når jeg siger, at det ikke er det værd.
Modsat hvad mange af os bilder os selv ind, så bliver vi ikke bedre mennesker at at tonse rundt i overdrevet tempo. Tværtimod forsømmer vi nogle vigtige ting i ræset – de nære relationer (også til os selv!), de små detaljer, som egentlig udgør fundamentet for vores liv, fordybelse, o.s.v. Den der selvfornægtende indstilling mange af os har (“nej, jeg kan ikke tillade mig at sidde og læse en bog, så længe der er opvask/vasketøj/træning/kontorarbejde/blablabla der skal gøres!”), gavner ikke noget. Det giver kronisk utilfredshed. Findes der noget værre end bitre mennesker med martyrminer, der HAR nået alt på deres to-do-liste??
Hvis du ikke kender Caroline Fibæk og hendes hormonterapi, vil jeg anbefale dig at høre hendes gratis foredrag. Du kan finde det på hendes hjemmeside . Det er lidt af en øjenåbner, kan jeg fortælle dig. Det er skræmmende at høre om, hvordan vores stressede hverdag kan medføre hormonelle skader.
Hvor er det vigtigt at vi – midt i de ting der skal gøres – husker at passe på os selv. Så vi kan fortsætte med at passe på dem der er vigtige for os.
Derfor vil jeg ønske dig en rolig januar, imens jeg selv vil forsøge at sætte et godt eksempel.