Annette Dollard voksede op i en lille by på Fyn, hvor hendes to største interesser var musik og motorsport. Hun var også en læsehest og havde allerede dengang en stor kærlighed til ord. Hun skrev sin første sang som 9 årig (en vuggevise til yndlings bamsen), og et par år efter skrev hun romaner om det spændende liv, hun og hendes veninder uden tvivl ville få, når de en dag blev gift med rockstjerner!
I skolen havde hun en yndlings lærer, som opfordrede hende til at prøve at sende sine noveller ind til et ugeblad. Det gjorde hun – og blev afvist. Nogle år senere lykkedes det dog at få antaget en ugeblads novelle, og det gav mod på mere.
Som helt ung skrev hun mange sange og digte. En del af de digte, er samlet og udgivet i bogen ”Nattevandring”. Et af digtene vandt en landsdækkende konkurrence, hvor præmien var valgfrit lædertøj til en værdi af 10.000 kr!
I 80erne var Annette Dollard med til at starte nogle lokal radiostationer op i Odense området, da Danmarks Radios monopol blev brudt.
Samtidig startede hun et lille firma op, som producerer hudplejemidler og wellness sæber på naturbasis. Dette firma eksisterer stadig under navnet Anvardo Skincare.
I 90erne uddannede hun sig inden for naturmedicin og havde i en periode egen klinik.
Senere fik hun et barsels vikariat på Forlaget Egmont som forfatter af Barbie bøger til deres børne bogklub.
I 00erne skrev hun artikler til hjemmesiderne for to af Danmarks bedste racerkørere, Jason Watt og Casper Elgaard.
I 2009 udgav hun ungdomsbogen Kamilleblomst. Senere kom flere bøger til.