Det går stærkt i min verden lige nu.

Jeg er i gang med at suge til mig, en hel guldgrube af viden omkring skriveri, leveret af ildsjæle inden for faget. I øjeblikket er fokus (igen) på hvordan man får liv på sin facebook side og sin hjemmeside. Det er vildt så meget jeg lærer, og så mange grænser jeg skal overskride, for at leve efter det jeg lærer.

Bl.a. har jeg nu booket en stand på årets Bogmesse i Bellacenteret til november. Det er så stort, at jeg kan få ondt i maven, når jeg tænker på det. Det er et sats, men det giver mening.  I morgen skal jeg til et bogtræf med ligesindede, så vi kan lærer af hinandens erfaringer og få et skud mod med hjem. Sideløbende skriver jeg på mit næste bogprojekt, “Kunsten ikke at brænde broer”, som skal udgives i starten af efteråret, så den er klar til at komme med på messen.

Det er så motorvejen i den ene retning.  Den går også den anden vej.

Ikke fordi der er tilbageskridt på nogen felter. Simpelt hen fordi jeg er ved at redigere og renskrive endnu en stak digte fra min tidligste ungdom. Det er som at stå op til knæene i  bittersøde, skræmmende, morsomme og rørende minder. Det ældste af digtene, skrev jeg da jeg var 15. Der er et par fra den tid. Resten er fra da jeg var 18-21. Så de ligger altså før min anden digtsamling, “Nattevandring”. Jeg synes jeg kan huske den purunge pige, som skrev så kynisk og håbefuldt om livet, kærlighed, livsmod og forandringer.

Jeg kunne godt unde andre, der måske ikke har gamle digte eller noveller liggende fra deres teenage år, at møde sig selv på den måde. Det er livsbekræftende og sjovt. Så hvis du har et eller andet liggende fra dit tidligere liv, så smid det for alt i verden ikke ud. Tag det frem en gang imellem. Hils venligt på den person du var dengang. Tilgiv ham eller hende for stavefejl og naive synspunkter. Nyd at du har et liv at se tilbage på.