Nogle gange omtaler jeg (min) indadvendthed som en forbandelse, og så tænker jeg mest på hvordan det føles for andre. Men ind imellem gælder det også for mig selv.
Er jeg mon den eneste der føler det som lidt af et “angreb”, når der kommer uventede gæster? Også selv om jeg har hurtig adgang til at lave kaffe til dem. 😉
Min reaktion, når der ruller en bil ind i indkørslen er: “Åh nej!” Også selv om det er mennesker jeg holder af. Jeg føler det lidt som om der tropper et Tilsyn op som siger:”Nu kommer vi for at inspicere dit hjem, din påklædning, dit humør!” Jeg ved godt at det ikke er sådan de mener det. Men jeg skal altid bruge et par minutter til at finde min Offentlige Personlighed frem, inden jeg er klar. Jeg ved at det er komplet uforståelig for udadvendte mennesker. Men de kan sikkert godt læse mit kropsprog. Idet jeg åbner døren, lyder glædeligt overrasket og siger:”Hej! Kom indenfor!”, har jeg flere gange grebet mig selv i at stå og ryste på hovedet imens. Altså, “min mund siger ja ja, mine øjne siger nej.” Lidt pinligt.
Vi har faktisk meget ofte gæster. Det nyder jeg. I hvert fald når de er kommet. Men de er inviteret, så der er jeg forberedt. Alligevel skal jeg ofte ud på badeværelset og stå og trække vejret dybt, når gæstehyggen er godt i gang. Bare for at lade lidt op igen.
Mange mennesker lader op ved at være sammen med folk de holder af. Jeg lader op ved at være alene. Hvilket jeg meget sjældent er.
Når det er sagt, så er jeg meget glad for vores mange venner, som har affundet sig med mine mærkværdigheder. Jeg nyder at være sammen med dem, tag ikke fejl af det. Men det kræver en del energi af mig.
Heldigvis er gode venner det værd.