Fortsættelse følger…
I mange hjem har den forgangne uge stået på vinterferie. Selv har jeg været en dejlig tur til Spanien, i et område jeg ikke har været i før. Det var skønt at vågne op til fuglesang og 20 graders solskin – men også lidt farligt, når man efterfølgende kom hjem til 5 graders frost, hvilket min kanon-forkølelse er bevis på.
Under alle omstændigheder er det inspirerende med et afbræk i hverdagen. Det giver ny lyst til at komme i gang igen, og i mit tilfælde betyder det, at jeg brygger lidt på en ny bog. Billedet til det her blog indlæg, er en kombination af forsider fra mine to nyeste bøger. Som du kan se, virker de ret forskellige, men de har alligevel meget tilfælles. Den farvestrålende “Kunsten ikke at brænde broer” er, som tidligere nævnt, en guide i hvordan man får hverdagskommunikationen til at fungere uden alt for mange gnidninger. Den anden bog er en interviewbog om ægteskab – og er der et område, hvor god kommunikation er altafgørende, så er det netop her.
Derfor giver det mening for mig at skrive lidt på en letlæselig håndbog i hvordan man får snak og oplysninger til at køre fornuftigt i familielivet . Det er nemlig ikke så svært som det kunne se ud.
Hvis du har en kommentar til emnet, er du velkommen til at kontakte mig. Det kunne være spændende at høre, hvad du tænker. 🙂