Ren nydelse
Hvis man er klog, bliver man glad. Hvis man er glad, bliver man smuk. Hvis man er smuk, får man succes. Eller har jeg misforstået noget??
Der er i hvert fald mange gode grunde til at sætte GPS`en mod Bella Center i København denne weekend. Bogforum er en stor oplevelse – på alle måder. Her er der mulighed for i tre dage at møde forfattere og andre bogfolk, gå på tilbudsjagt, høre inspirerende interviews, møde kendisser, og købe en stak bøger, som giver oplevelser der gør dig klogere, mæske dig i smukke ord, drukne i eventyrlige oplevelser og meget mere. Har jeg solgt det for billigt? Det tror jeg ikke du vil synes.
Der kommer omkring 40.000 mennesker, fordelt på weekenden. Så tag det lette overtøj på (ellers dør du af hede), de fornuftige flade sko (for du kommer til at gå en del skridt), og ikke mindst husk at opdatere din mobilepay. Det er ikke alle steder du kan bruge dankort, og de mindre boder kan ikke give tilbage på kontanter (min bog koster i anledning af messen en flad 100 kr, så sådan én kan du godt slippe af med hos mig. Ellers tager jeg mobilepay. )
På Bogforums hjemmeside kan du se hvilke forfattere du kan møde. Du kan faktisk sammensætte dit eget program, så det er klar til at downloade på din telefon eller printe ud. Jeg har lavet et, kun for lørdag. Det fylder 4 printede sider…… Det bliver en fest!
Ses vi?