02 aug

Næsten nærværende

Jeg har holdt en lille pause fra bloggen her. Ikke fordi jeg har holdt fri, tværtimod. Jeg arbejder fokuseret på at blive færdig med “Kunsten ikke at brænde broer”.

Det er et alsidigt projekt, for der er mange processer involveret. Først og fremmest skal bogen selvsagt skrives. Jeg mangler lige nu tre kapitler, så det går godt fremad. Når manuskriptet er skrevet færdig, skal det redigeres. Det kan godt tage sin tid. Skal der byttes om på kapitler, eller måske på paragrafferne i et enkelt kapitel? Er der ting der skal skrives om? Skal der tilføjes eller slettes noget?

Når redigeringen er færdig, skal der korrekturlæses. Det gøres mindst tre til fire gange. Trykfejl skal luges ud, kommatering skal rettes til,  Sprogbruget skal tjekkes, for at se om det er kontinuerligt. F.eks. lancerer jeg et udtryk, Drejefods princippet. Hvis jeg skriver det med stort og i to ord, skal det tjekkes at jeg har gjort det alle steder.

Hvert kapitel har en illustration tilknyttet, så dem bruger jeg også en del tid på at finde. Den største udfordring her, er at jeg ikke kun skal finde beskrivende billeder, men de skal helst også passe sammen stilistisk.

Så skal coveret laves. Jeg har fundet det billede jeg vil have på. Men coveret skal jo også have de rigtige mål, så det passer med bogryg o.s.v.  Fonten skal vælges, bagsideteksten skal skrives.

Sideløbende skal markedsføringen laves. Det skal man begynde med, længe inden man har et trykfærdigt manuskript. I mit tilfælde, laver jeg små videofilm og lægger også små appetitvækkere på min forfatterside på facebook.  https://www.facebook.com/annettedollardforfatter/

På et tidspunkt står jeg med en færdig bog i hånden. Til den tid skal jeg prøve at sælge den forskellige steder, hvilket bl.a. betyder at jeg skal på en lille turne til udvalgte bogbutikker i hele landet. Til november har jeg booket en stand på årets Bogmesse i Bella centeret, hvor jeg er fredag d. 10. november i år. Det glæder jeg mig meget til. Inden da, skal jeg have lavet reklame materiale, som plakater til standen, bogmærker og andre freebies, mærkater til at sætte på bæreposerne, som jeg forhåbentlig skal putte mine bøger i, og meget andet.

Så jeg er her stadig, også selv om jeg ikke hele tiden er lige nærværende.

06 feb

Dårlige undskyldninger….

Ville/Burde/skulle        Planlagde, oven i købet. Men…….

Nøj, hvor har jeg stået ofte i den situation. Jeg er ellers ret skarp til at følge mine planer, men når det gælder om at skrive, så kniber det. For hvem skriver jeg for? Det korrekte svar er: mig selv. Men når “mig selv” har skrevet og læst en tekst, hvad så? Er det bare det? Behøver jeg så at skrive det ned, eller kan jeg nøjes med at tænke tankerne?

Det siges at være et ensomt job at skrive. Det bliver ofte sagt med et snøft. Fakta er at man meget sjældent får direkte feedback. Det kan godt føles som at stå og holde tale for en tom sal. Jeg ved at jeg har læsere, men de opholder sig i skyggen (al respekt for det – det er også der jeg selv trives bedst).  Desværre betyder det, at motivationen for at få skrevet et projekt færdigt, udelukkende handler om mig og min lyst til at fuldføre noget jeg er startet på. Og den svinger altså!

Jeg er i gang med næste bogprojekt. Jeg skriver nok et par brugbare sætninger om ugen lige nu. Ikke imponerende. Jeg drømmer om at booke det der lækre hus i Sverige i en måned og bare skrive. Velvidende at hvis jeg virkelig gjorde det, så ville jeg nok bruge tiden på at jagte svenske delikatesser i stedet. Så den undskyldning kan jeg ikke bruge til noget. Men det kræver sin forfatter at sætte sig til tastaturet, når opvasken glor olmt på en og hundene keder sig. Flere undskyldninger!

Måske får jeg skrevet lidt på bogprojektet i dag. Måske ikke. Måske er det også lidt lige meget. Måske ikke.

Hm.

10 dec

Tjuhej, hvor det går!

Der sker en helt masse på forfattersiden af mit liv lige nu! Det er lidt vildt, for jeg har virkelig knoklet den seneste måneds tid, og jeg regnede egentlig ikke med at det ville føre noget særligt med sig. Men nu sker der noget!

Det startede med at jeg fulgte et lille video kursus fra en anden forfatter, Lene Dybdahl. Her mindede hun om hvor vigtigt det er at “brande” sig selv som forfatter, og ikke kun gøre opmærksom på sine bøger, for så skal man jo igennem det samme arbejde hver gang man udgiver. Som følge deraf er jeg nu blevet meget aktiv på de sociale medier, med forfatterside på facebook og instagram og twitter.

Jeg tog også modet til mig for nylig og kontaktede vores lokale boghandler (som har i alt fire bogbutikker). Han foreslog at jeg skrev en pressemeddelelse til lokalavisen, for at høre om de ville skrive om mig og “Ctrl Alt Del”.  Det gjorde jeg – og jeg skrev også til Fyns største avis, Fyens Stifttidende, ved samme lejlighed. Sidstnævnte vendte tilbage og aftalte et interview, som jeg lavede i går. Der blev taget lidt anderledes fotos også. Jeg havde lidt frygtet at jeg skulle stå smilende med min bog holdt foran mig som et skjold. Det skulle jeg heldigvis ikke. Vi lavede nogle lidt mere “rå” fotos op ad en krakeleret betonmur, og der var ingen smil. Meget mere min stil. Efter interviewet sagde journalisten  at artiklen ville blive bragt både i Fyens Stifttidende i løbet af næste uge og i lokalavisen på tirsdag, samt på deres facebook side. Ikke dårligt! Jeg kontaktede så føromtalte boghandler, og han bestilte 10 bøger samt plakater og andet reklame materiale til fordeling i sine butikker. Yes!

Jeg fik også et råd (på Bogmessen) om at kontakte unge youtube boganmeldere og høre om de vil anmelde min bog. Jeg udvalgte to som har en del følgere, og som har en ret professionel tilgang til det. De sagde begge to ja tak til at video anmelde “Ctrl Alt Del”! Jeg blev virkelig glad! Nu håber jeg så at de kan lide bogen. Jeg har tænkt mig at linke til videoerne her på siden, når de er færdige.

Som den berømte rosin et vist sted, så skrev jeg for nogle måneder siden til en hjemmeside, hvor man kan tilbyde sin bog til anmeldelse. En række anmeldere ser så listen igennem, og hvis der er noget der fanger deres interesse, vender de tilbage. I går skrev en af dem at hun gerne ville anmelde min bog. Juhuu!

Alt det her lyder måske ikke af meget for andre. Men det har allerede langt overgået mit personlige succes kriterie. Så jeg er glad!