22 apr

Jeg havde mine tvivl, men……

For nogle år siden, var skrivning min hovedbeskæftigelse. Jeg satsede benhårdt på at få alle de historier jeg havde i mit hoved skrevet ned.  Det var en spændende tid, men også krævende. Jeg måtte sætte en del andet i mit liv på pause.

Men livet er fleksibelt, og ind i mellem kommer der en drejning man ikke havde forudset. Der kom nogle andre ting ind over som krævede min opmærksomhed. Det var helt okay. Mit fokus skiftede til mit andet arbejde, og det var både nødvendigt og godt.

Så satte covid19 en stopklods op som ikke var til at komme uden om. Desværre kan kreativitet være en flygtig størrelse, så det er ikke nok pludselig at få foræret noget tid. Hjernen skal også kunne skifte gear.

Det tog mig lidt tid. Faktisk troede jeg ikke jeg havde stof til mere fiktion , for de seneste bøger jeg har skrevet, har jo været faglitteratur. Men jeg tog fejl: der VAR mere!

Jeg har aldrig været den type forfatter som sætter et vist antal skrevne ord som mål. Jeg skriver heller ikke hver dag. Kort sagt, så skriver jeg når jeg har noget at skrive om. Det har jeg nu.

Faktisk er jeg i gang med to skriveprojekter lige nu. Det ene er en billedbog for mindre børn. Jeg har skrevet et utal af historier til egne og andres børn i årenes løb, men jeg har ikke haft lyst til at illustrere dem selv. Teknisk set kunne jeg godt gøre det, men jeg er ikke fantastisk, og det er heller ikke der min interesse ligger. Men nu har jeg fundet en illustrator som har lavet billederne til min første billedbog! Jeg er godt tilfreds med resultatet, og jeg glæder mig til at få den trykte bog i hånden om et par uger.

Det andet projekt er en “drengebog”. Det er første gang jeg ikke skriver specifikt til piger, og det er en ny oplevelse. Om det er en “drengebog” eller bare en bog der kan læses af andre end piger, er det nok ikke mig der skal vurderer. Billedet øverst i indlægget her, er en del af forsiden til den.  Historien indeholder både biljagter, skuddueller og romantik. Og så har jeg valgt at placere den lokalt, dvs. lige her omkring hvor jeg selv bor. Det gør det lidt sjovere at skrive den, og jeg tænker også at der er nogle her omkring som vil finde det underholdende.

Foreløbig varer det nok en månedstid eller mere, før den er klar. Men jeg glæder mig til at få begge bøgerne færdige. Og til at være forfatter igen.

Du kan iøvrigt se små videoer om mine bøger og baggrunden for dem her: https://studio.youtube.com/channel/UC3zkK3H9Alfx5wSrEYRohyQ/videos/upload?filter=%5B%5D&sort=%7B%22columnType%22%3A%22date%22%2C%22sortOrder%22%3A%22DESCENDING%22%7D

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.