03 jul

Words

Sommeren er her! (læs: regnvejr og mudder, solstik og afslapning).  Mange er på vej på ferie lige nu, mens andre drømmer om at kunne tage afsted.

Jeg er lige kommet hjem fra en skøn tur til England. Fem byer på syv dage; der var tryk på. Jeg tror jeg nu har en anelse om, hvordan det føles at være rockstjerne på turne. Det må nok være Rolling Stones, jeg kan relatere til. På den anden side, så har de nok lidt mere luksus, end jeg havde – om end jeg i den grad ikke klager.

Jeg besøgte Oxford Universitet, Silverstone racerbane og Bristols Banksy billeder, for bare at nævne lidt. En uge fuld af højdepunkter. Det blev også til tre dage i London, hvor der i den grad blev fyldt op på hukommelseskortet, både mit og telefonens. Faktisk tog jeg 828 billeder den uge……

Jeg ved, det lyder tosset. Men det jeg tog allerflest billeder af, var faktisk skilte. Jeg elsker ord. Hvis noget er formuleret godt, kan jeg blive helt “høj”. Og der var meget, der var formuleret godt i England. Inklusiv bøger, som jeg også købte en del af.

Jeg har ikke et problem med det danske sprog. Men nogle gange synes jeg, at vi har tradition for at flade det ud på skrift. Det behøver ikke lyde godt, når man skriver dansk. Det er som om det er vigtigere at provokere, end at fryde med ord. Det er trist.

Den engelsksprogede verden har helt andre værdier, når det gælder formulering. Derfor elsker jeg at snuse rundt i bogbutikker – den slags, som ikke bare er et supermarked for bøger. I England har de en stor kæde, Waterstones, som er befolket med passionerede mennesker, både foran og bagved skranken. De har et imponerende udvalg af bøger og skrive relaterede varer. Dem besøgte jeg to gange på den uge, og det var en fornøjelse.

Jeg kan varmt anbefale dig at gå på opdagelse i gode bogbutikker eller biblioteker, hvis du har lidt ekstra tid lige nu. Led efter ord, der lyder godt. Fordyb dig i bøger, som ikke kun har en god handling, men hvor sproget er sanseligt og beskrivende og får dig til at tænke i nye baner. Det udvikler, fryder og beriger.

Det kunne være en skøn måde at bruge en del af din ferie på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *